top of page

Danske virksomheder kan forsikre kredithandel med Ukraine

Uanset de fortsatte krigshandlinger, har Atradius, Danmarks førende kreditforsikringsselskab, reetableret forsikring af kredithandel med ukrainske virksomheder. Det blev muligt takket være et samarbejde mellem Atradius og Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO).

 

De samlede kreditrammer har en begrænsning - i første omgang på DKK 25 mio. - men ifølge Jesper Daugaard Faurby, adm. direktør, har Atradius stadigvæk plads til nye kunder. I et interview med Øst-Info beskriver han, hvad samarbejdet mellem Atradius og EIFO betyder for de danske virksomheder.

 

-Helt grundlæggende fungerer det sådan: Vores kunder kommer til os og siger, at de skal handle på kredit med en ukrainsk virksomhed, og denne kredit vil de gerne sikre. Så laver vi en kreditvurdering af denne virksomhed, og hvis vi synes det ser OK ud, indgår vi en aftale. Hvis virksomheden går konkurs eller betaling udebliver af anden grund, så dækker vi det aftalte beløb. Sådan fungerer det i Ukraine og sådan fungerer det også i andre lande, siger Jesper Faurby.

 

Han understreger, at muligheden for at forsikre kredithandel ene og alene skyldes en forsikringsordning, der er åbnet i samarbejde med EIFO. Ved kredittid på op til 180 dage overtager EIFO hele risikoen og holder på den måde Atradius og andre danske kreditforsikringsselskaber skadesløse.

 

- I princippet er det ret simpelt. En dansk virksomhed ansøger om et kreditmaksimum hos Atradius og så kan den sende varer afsted til Ukraine på en helt almindelig kredit. Forskellen med andre markeder er, at i Ukraine tager EIFO hele risikoen. Minus naturligvis kundernes selvrisiko - i kreditforsikring har kunderne altid selvrisiko, forklarer Jesper Faurby.

 

En stor betydning for danske og ukrainske virksomheder

-Vi ved, at det er meget dyrt for virksomheder i Ukraine at finansiere sig. Renterne i bankerne er meget høje. Hvis en virksomhed har brug for likviditet, så er en af måderne at få det på hos sin leverandør. På den måde hjælper vi både vores danske kunder og virksomheder i Ukraine, siger Jesper Faurby.

 

Lige nu benyttes forsikringsordningen primært af Atradius´ eksisterende kunder, da selskabet ikke har markedsført den bredt. På den anden side tror Atradius/Jesper Faurby på, at der er virksomheder i Danmark, f.eks. leverandører af maskiner og udstyr til landbrug og til energisektoren, som endnu ikke kender til denne mulighed og som kan bruge den til en stor gavn for sig selv og for deres ukrainske kunder.

 

-Ukraine er i krig og vi i Danmark gør alt vi kan for at støtte Ukraine, ikke mindst med at hjælpe de ukrainske virksomheder med at holde hjulene i gang. Vi håber også, at vores støtte vil hjælpe til at åbne det ukrainske marked for danske virksomheder, når krigshandlingerne er overstået. Der forventes et stort genopbygningsarbejde, og på sigt kan Ukraine blive et meget spændende vækstmarked, tilføjer Jesper Faurby.

 

Der er ikke særlige krav i forhold til salg på kredit til ukrainske kunder

Der stilles ikke krav i forhold til salg på kredit til kunder i Ukraine, som adskiller sig fra salg til andre udenlandske markeder. Det er dog værd at bemærke, at da EIFO er en dansk statsejede fond, skal forsikringsordningen være til gavn for de danske virksomheder og de danske virksomheders interesser.

 

Inhouse viden om Ukraine

Kreditvurdering af en virksomhed kræver inhouse viden om markedet og der er medarbejdere i Atradius, som har erfaringer med Ukraine. Atradius’ ukrainske kreditchef, Oleksandr Utochkin har et godt netværk og har fingeren på pulsen for hvad der foregår i det krigsramte land.  Til mit spørgsmål om det lykkedes ukrainske virksomheder at tilpasse sig situationen, svarer han:

 

-Det overordnede billede er kompliceret, men den aktuelle situation er bedre end vi havde forventet. De første 3-5 måneder efter invasionen forblev den ukrainske økonomi i chok og vi oplevede forsinkede betalinger, også på grund af problemer i den ukrainske banksektor. Efterfølgende tilpassede de ukrainske virksomheder sig, og i dag, ifølge vores oplysninger, har de betalt deres danske leverandører fuldt ud.

 

-Nøgletal for ledende ukrainske virksomheder indenfor detail- og engroshandel og i en række industrier er ganske positive i år. Efter vores vurdering er risikoen for misligholdelse af kreditter faldet, tilføjer han.

 

Hvilke produktgrupper er særligt efterspurgte i Ukraine?

–Først og fremmest vil jeg gerne nævne det ukrainske forbrugermarked. I Ukraine er der stor efterspørgsel efter fødevarer, ikke mindst fisk, farmaceutiske produkter, husholdningselektronik osv. Landbruget har behov for frø, gødning, udstyr og moderne teknologier. Energisektoren, som er hårdt ramt af krigen, har brug for genopbygning, siger Oleksandr Utochkin.


Atradius Danmarks adm. direktør, Jesper Daugaard Faurby
Atradius Danmarks adm. direktør, Jesper Daugaard Faurby

Comments


bottom of page